“MAN SKAL VÆRE VELLIDT OG VÆRDSAT”
Type 2 Kulturbæreren
Når fællesskabet og den gode relation altid kommer i første række.
Du kender det godt. Du træder ind i et kontorlandskab eller logger på et onlinemøde, og med det samme opfanger du den trykkede stemning, kollegaens usagte frustration eller teamets manglende gejst. Det er ikke noget, du opsøger – det er en indbygget emotionel radar. Du har en dyb, indre drivkraft mod at skabe nærende relationer, støtte op om fællesskabet og sikre, at alle føler sig set og inkluderet. Du er den, der naturligt bærer kulturen og limer teamet sammen. Du er rent ud sagt den bedste cheerleader for andre.
Men den store omsorg for andre har en pris. For din opmærksomhed er så massivt rettet udad, at du lynhurtigt overhører dine egne behov. Du glemmer at mærke efter, hvad du selv har brug for, mens du har travlt med at fikse hverdagen for alle andre.
Når du har overskud (Det balancerede mønster)
Når hverdagen er i vater, og du husker at passe på dig selv, er du en fantastisk kollega. Du formår at kombinere din store empati med sunde grænser og realisme.
Du støtter dit team ved at være oprigtigt hjælpsom, varm og opmærksom på den menneskelige energi i projekterne.
Du fremstår inspirerende og generøs, fordi du løfter andre og ser deres potentiale uden at forvente noget til gengæld eller gøre dig uundværlig.
Du formår at give slip på behovet for at kontrollere andres følelser og anerkender, at folk selv har ansvaret for deres trivsel.
Når presset stiger (Det ubalancerede mønster)
Når opgaverne vælter ind, og du føler, at din indsats og din hjælpsomhed bliver taget for givet eller overset, ændrer din energi sig. Behovet for at blive anerkendt skruer helt op for volumen.
Du bliver relationsfikseret og involverer dig overdrevent i andres problemer og opgaver, fordi du tænker: "Hvis de skal klare den, må jeg hellere træde til."
Din kommunikation kan blive subtilt anklagende, manipulerende eller irettesættende, fordi du føler, at du giver og giver, uden at andre overhovedet opdager din opofrelse.
Du risikerer at overskride kollegers grænser i din iver for at hjælpe og fremstå bedrevidende i forhold til, hvad der er bedst for teamets trivsel.
Den blinde vinkel
Det, du sjældent selv opdager, er, hvordan din store hjælpsomhed kan virke overvældende – og ubevidst beregnende – på dine omgivelser. Mens du tror, du blot støtter teamet ved altid at stå klar og fixe problemerne, kan andre opleve det som en usynlig gæld eller en form for overvågning. Det kan skabe et arbejdsmiljø, hvor folk trækker sig, fordi de føler sig kvalt, og det spærrer for den tillid og det frie åndedræt, du inderst inde ønsker at skabe. Du slider ubevidst dig selv op på at redde andre, og det dræner dit overskud.
Genkender du dig selv?
Du føler dig dybest set kun helt okay, når du er uundværlig for dine omgivelser, har sikret den gode stemning og oplever, at folk udtrykker taknemmelighed for din indsats – så ingen kan komme og sige, at du har svigtet fællesskabet.
Nøgleord
Generøs
Omsorgsfuld
Bekrymret
Venlig
Samvirkende
Varmhjertede
Forførende
Giv for at få